Plastikmarken har nu ligget hen med plastik i 18 måneder, og vi har dyrket ufattelig meget squash og græskar på den mark to somre i træk; ja sågar melon har vi dyrket der. Plastikken blev lagt for at få bugt med græsset, så vi siden kunne dyrke vores afgrøder dér; uden konkurrence fra græs og andet ukrudt.

I dag begyndte vi ved at flytte nogle oregano- og rucolaplanter (begge flerårige sorter) fra Rosenmarken over til Plastikmarken. Vi rullede plastikken tilbage fra midten og satte oregano mod nord og rucola mod syd i en lang række. Vi var virkelig forbavsede over at se hvor store og lange rødder rucolaen havde. Rødderne var nogenlunde lige lange som planten over jorden var høj. Der bliver hentet en masse næring op med de rødder og det er jo dejligt, at vide. Desuden får de løsnet jordens struktur, og det skal der nok blive brug for her på Plastikmarken.

I dag er bierne også ude at flyve; det er jo fint solskinsvejr. Vi undrede os også over en bi der brugte meget lang tid i et grønkålshoved. Der var jo ingen blomster… Måske var det kondenseret vand, der interesserede den?

Der var engang en dygtig gartner, der sagde til mig: “Man kan ikke få nok blade”. Det tog jeg til mig og nu er det efterår og tid til at komme blade på højbedene. Det beskytter og opbygger jorden. Vi har selvfølgelig masser af blade i Permahaven, men da Benedicte tilbød ti sække med blade fra deres baggård, som de gerne ville af med hurtigst muligt, så slog vi til. Det passede vældig godt denne onsdag for solen skinnede og der var ikke nogen der havde nået i haven i søndags, så katten skulle fodres.

Efter jeg havde slæbt sækkene hen til Rosenmarken – og de var temmelig tunge – blev de lagt ud mellem kålen i bed nr. 1, over hele bed 4 og 4 b, samt 7, og lidt af 9, 10 b, 11 og 12. Bladene blev lagt der hvor afgrøderne var blevet høstet, eller imellem afgrøder, som i kålens tilfælde. Kålen i bed nr 1 har ikke været undersået med kløver og der har heller ikke været noget bunddække. Kålen i bed nr 11 har været undersået med jordkløver og der står også mynte og løvstikke iblandt dem, så der bliver kun lagt i den ende hvor kløveren ikke har fået fat.

Denne kardon fik jeg af en kollega fra Frøsamlerne i foråret, og nu måler den 110 cm i højden (når jeg løfter bladene lige op i vejret). Den har været pakket ind i avispapir i nogle uger nu for at blege stilkene, så de bliver lækre at spise. Indtil videre er det mildt i vejret, så vi venter med at høste den. Der er to planter og den anden lader vi stå og håber den vil sætte frø til næste år.

Sådan ser bladbeden, som blev flyttet her ud til bed nr 5 b fra drivhuset i foråret, så den kunne sætte frø. Det gjorde den og nu har den blade igen, men ser jo en hel del anderledes ud end sidste år.

Bierne var ikke ude at flyve selvom solen skinnede; måske var det for blæsende. Ved halv 5 tiden stod solen så lavt på himmelen, at jeg bestemte mig for at tage hjem. En dejlig dag!

Det er forbundet med stor glæde, at følge en plante fra frø til spire, til fuldvoksen plante og så se den gå i frø; måske først efter en overvintring, som i grønkålens tilfælde.
Her får I nogle billedeeksempler.

Radise:

Grønkål:

Rød pluksalat:

Der var mange i haven i dag, hvilket var godt for der skulle både ryddes op efter det voldsomme stormvejr i mandags – der var røget 5-6 ruder i drivhuset – og ryddes færdigt nede ved søen, hvor er blevet beskåret og hevet gammelt træ op af vandet for at få lys og luft til søen.

Tony og Inga drager snart til Cuba for at deltage i den 11. internationale Permakultursamling (læs evt. mere på: ipc11cuba.com) og de havde taget hjemmebagte boller og permasyltetøj med og vi holdt et lille ‘god-rejse-party’. Wow, det var guf.
Her er et billede af os imens vi sidder og nyder solen – ja, det er jo et kendt fænomen, at solen altid skinner i Gulereer! -, bollerne og selskabet! Bagefter tog Emma og Elma sig en lur imens Rikke fik plukket nogle flere tomater i drivhuset, Laura puttede visne blade i højbedene og Rebecca savede det nedfaldne elletræ i indkørslen til.

Jazbo og jeg kiggede til bierne. Der var heldigvis ikke sket noget med dem under stormen. Det gule stade, som står på to magasiner med masser af honning i står meget stærkt. Bierne er stadig aktive og imens solen skinnede var der masser ude at flyve. Det grønne stade blev aldrig rigtig stærkt. Vi fik det sidst i juni måned, og bierne fik ikke taget det andet magasin i brug – hverken til yngel eller til honning. De bier var ikke ude at flyve i dag, men vi åbnede lige på klem, og de har det fint. På begge stader kan man føle varmen fra bierne når man flytter hånden hen over sprækken, der hvor taget møder magasinet.

Vi fik også ryddet de rådnende og ildelugtende græskar- og squashranker fra plasticmarken – de blev lagt på dobbeltspadestiksbedet; og vi snakkede om fremtiden for plasticmarken; prøvede at danne os et overblik over hvilke ressourcer vi har i form af planter, stiklinger, frø, som vi kan bruge, som bunddække der.

I efteråret 2012 gemte vi en pose frø fra vores Halloween græskar. Til foråret blev nogle af dem forspiret i vindueskarmen, og da de var blevet lidt større røg de ud på altanen. I begyndelsen af juni blev de to stærkeste sat ud på friland – nærmere bestemt på plastikmarken.

Den ene plante overlevede ikke et par blæsende dage, men det tog ikke lang tid før den anden begyndte at sno sig hen over marken i en lang ranke; blomsterne kom frem og derefter de skønne frugter. Hele sommeren har vi kunnet spise os mætte i de lækre unge græskar. De minder en hel del om almindelig squash (courgetter) – eller zucchini, som vi kalder dem i vores familie – men er sødere i smagen.

Nu er det så blevet sen september og vi har elleve kæmpestore orange græskar liggende til afmodning på en hylde i drivhuset. Jeg tog en og vejede den; 11 kg! Der er meget mad i sådan en. Og den er også tung at få med hjem på cykelen; det erfarede Emma (se billede) når hun skulle have dette fine græskar med hjem i efterårsferien. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kan det lade sig gøre, at sådan et lille bitte frø kan blive til så meget mad!?