Der er allerede masser at spise af i haven her i april måned.
Havesyren er langt fremme og bronzefennikel og løvstikke kan man også begynde at tage af. Og så er der selvfølgelig nælderne, skvalderkålen og mælkebøtterne. Selv mynten er ved at skyde op. Sødskærmen skal lige have lidt mere tid, og ligeledes skt. hansurt.
Vi kan ikke nænne at tage af hvidløgene på friland. De er trods alt så meget lækrere når vi når hen midt i juli og de er færdigudviklede.
Men sidste års palmekål, der har stået igennem vinteren har stadig masser af blade.
Nypodede træer
Igår var jeg til podekursus hos Jesper Bay (via Frøsamlernes Københavnergruppe). Vi var en 15-20 stykker, der arbejdede fra kl. 16 og til langt efter solnedgang, med at pode æble, pære, abrikos, blomme og mange flere. Det var en festlig, men kold eftermiddag og fingrene blev så kolde, at det var svært at holde om podekniven. Det skete at vi skar os lidt i fingrene – det kræver lidt øvelse at lægge et fint snit igennem kvisten og styre udenom tommelfingeren – men så fik vi bare plaster på af Jespers kone, Helle.
I dag skulle de små grundstammer med påpodede kviste så i jorden. Det er svært at vide hvor store disse træer bliver, men foreløbig får de plads i plastikmarken, hvor de blev placeret med ca 5 m mellemrum. Mod nordøst står pæretræet; mod sydøst, abrikosen ‘Nancy’ – en hårdfør sort der vist har oprindelse i Canada; og mod nordvest æblesorten Laxton Superb; og til sidst æblet Astrakan mod sydvest.
Jeg har spekuleret lidt over hvordan æblet har fået det navn, og tænker at det måske hænger sammen med, at det er kendt for at være en tidlig sort, og Astrakan er det russiske navn for et nyfødt (dvs tidligt) fedthalefår (eller Karakulfår). Jeg ved godt, at det er lidt søgt, men…. Hvis der er andre der har et bud, så ville det være spændende at høre.
De mellemkraftigtvoksende grundstammer er nu i jorden, med deres påpodede kviste, så nu må vi bare vente og se hvordan det går. Jeg krydser virkelig fingre og håber, at vækstlag møder vækstlag i de podninger, der gemmer sig under gummibånd og voks. Under alle omstændigheder må man væbne sig med tålmodighed før der bliver frugter at smage.
Nyt hjemmesidedesign
Forspiring i vindueskarmen
D. 16. februar puttede jeg 30 citronchilifrø i en tom mælkekarton med jord fra haven. Da vi ikke havde soldet kompost endnu blev det jord fra nældehøjen bag halmhuset tilsat lidt sand fra sandkassen; dvs temmelig almindelig leret jord. To uger senere så det sådan her ud.
D. 6. marts puttede jeg omkring 10 stk frø af henholdsvis Morden Midget, som er en hårdfør aubergine fra Frøsamlerne og nogle forædlingsfrø af aubergine, som jeg byttede mig til på Praktisk Økologis årsmøde i 2013 i hver sin mælkekarton med samme jord, som før. Hver dag har jeg været henne og spejde efter spirende frø og var næsten ved at opgive håbet, da der pludselig d. 16. marts var tittet en masse spirer frem af sorten Morden Midget. Jeg er meget spændt på denne plante, da den er velegnet til frilandsdyrkning. Et par dage efter var også forædlingsfrøene på vej, selvom disse spirer er mere spinkle i det.
Kålsalat à la Alex
Hvis du har en god skarp kniv, så er denne salat hurtig og nem at lave.
Del en spidskål på langs og skyl den godt. Snit den så, så fint du kan.
Dressingen kan være så simpel som olie, eddike, salt og et par dråber vand.
Jeg bruger mest æblecidereddike, som jeg synes passer perfekt til kålen.
Nogle gange kommer jeg lidt spidskommen i; andre gange timian.
Salaten kan holde i flere dage.