Category Archives: Uncategorized

Folk og fæ i haven.

Haven i dag: folk og fæ; solskin, og lige nok blæst til at vindmøllen kunne pumpe badekarret fuld af vand.

På vej ud i haven snakkede vi om, at det ville være fint at kunne låne nogle af fårene fra naboen til at ‘klippe’ græsset. Da vi ankom var vores ønske blevet opfyldt! – sådan næsten da…
Fårene var sluppet ud af folden, og rendte rundt i Rosenmarken, og var gået til den i nogle af bedene. Dét var ikke så sjov!! Vi fik dem gennet tilbage i folden og fik fat i ejeren, der fik repareret hegnet. Så samlede vi en masse fåregødning til kompostbunken! De havde heldigvis også nået at tage en smule græs hist og pist!

Ellers stod menuen på knoldselleri, broccoli, porrer, spidskål og grønkål, der var ankommet fra Solsikken, og som skulle i jorden. Vi nåede ikke dem alle, men vi fik nok sat en 15 selleri og lige mange kålplanter. Porrerne nåede vi ikke så mange af, så dem må vi tage ved næste lejlighed. Udplantningsvejledningen for knoldselleri lød på hestegødning i bunden af hullet. Så det var heldigt, at der lige var gået en hest forbi ude på vejen, så gødningen lå klar til brug!

Nina fandt en guldsmed, der sad på en pind, og den ville ikke flyve videre, så vi fik taget et billede af den.

Så var der en lille fugl, der nok var fløjet imod en rude i drivhuset og var så omtumlet, at den ikke kunne flyve. Cristina tog den udenfor kattens rækkevidde indtil den kom sig og kunne flyve bort. Er der nogen der ved hvad det er for en art? Kunne det være en fuglekonge?

Lige før vi skulle afsted kom vi i tanker om, at Inga havde stillet nogle planter der skulle i jorden. Da Jazbo satte greben i jorden og løftede kom en tudse til syne! Det var en meget heldig dag for denne tudse for greben satte nok i ikke mere end 1 mm fra tudsens bag. Imens Cristina spekulerede over om hun skulle kysse den tog jeg et billede og vi lagde den så tilbage i dens jordhule og dækkede til. Planten kom ned et andet sted!

Af fæ må jeg ikke glemme at nævne dræbersneglene. De er begyndt at dukke op, men de er ikke lige så store og heller ikke lige så mange, som de var på samme tidspunkt sidste år. Rikke har dog bemærket, at de har taget en hel række gulerødder, der var begyndt at komme op i sidste uge.

Perfekt vejr, effektiv lugning og hjælpsomme gæster

En utrolig hyggelige søndag. Vejret var enhvers drøm af et sommervejr og vi fik utroligt meget fra hånden i løbet af de syv timer vi var der. Marianne og Maja kom, og vi havde besøg af Ben og hans mor Susy fra Skotland.
Lugning i højbede, vanding (fra tankene i drivhuset), udplantning af broccoli og knoldselleri, såning af bl. a. gulerod, rødbede og bladbede, udplantning af rosmarin og timian i urtebedet, kig til bierne og naturligvis pasning af drivhuset. Drivhuset ser helt fantastisk ud med mange store tomatplanter, begyndende rødbede og gulerod, den new zealand’ske spinat er langt fremme.
Der blev høstet bundter af den lækreste rabarber, rucola og spinat, samt en del salat og persille fra drivhus.
Hver anden gang vi så til ænderne var de der ikke og engang var der to ænder, men det var bare ikke vores! Der blev kun spottet to af vores ænder i dag.
De små græskarplanter klarer sig forløbig fint stående midt i det sorte plastik, der dækker frugtbuske-marken.
Såvidt jeg kan huske er det moschata-græskar og jeg har lige læst, at de skal bruge lang spiringstid, så det kan være de ikke når det. Vi må se hvordan sommeren arter sig. Efter et langt koldt forår tegner det nu endelig bedre.
Hvis alle de mælkebøttefrø bliver til planter, så er det vist meget godt, at Cristina har en opskrift på mælkebøttekaffe!! Jeg tror vi har nok kaffe til hele Reerslev i mange år!

 

Velkommen til den nye bifamilie!

Vi havde fulgt med i vejrudsigten, og vidste at der var spået varmt vejr i dag, så vi tog tidligt hjemmefra – det er bedst at håndtere bierne imens det stadig er køligt. Kl. 7 var vi ude hos Viggo og Ulla fra Københavns Biavlerforening. Viggo er kyndig biavler og havde kontrolleret bierne – set at de var som de skulle; dvs der var hverken tegn på ondartet bipest, stenyngel, stadebille eller Tropilaelapsmider. Efter hyggelig bi- og havesnak drog vi mod haven med sundhedsattest i hånd og summende bistade bag i bilen. Tavlerne i køreretningen, så de ikke lider skade!!
Ved otte-tiden var vi fremme og kunne stille bierne til at sunde sig et par timer ved siden af de ‘gamle’ bier. Imens fik vi taget en lur i skyggen under rødbøgen og spist lidt morgenmad ad anden ombæring.
Da vi senere på eftermiddagen flyttede dem over i deres nye hjem – et opstablingsstade – fik vi taget dem i nærmere øjesyn. En smuk og meget livlig og venlig familie, der bare summede blidt i flytterodet. Vi fik lokaliseret dronningen og placeret hende i det nederste stade; lagde dronningegitter på og så stablet endnu et stade ovenpå. På billedet kan man genkende dronningen på den hvide prik hun er mærket med – så hun er fra år 2011 – og hun er også en hel del større end resten af bierne.
Vi fik også lagt dronningegitter på trugstadet, men der lykkedes det os ikke at finde dronningen. Vi gjorde det via udelukkelsesmetoden: så rammerne der skulle op i magasinet godt igennem og fandt hende ikke dér. Der var også en del begyndende dronningeceller. Dem kneb vi.
I løbet af ugen går vi det igennem igen.
Disse bier har været Leifs og vi vil passe godt på dem for ham!