Category Archives: Uncategorized

Haven i søndags

Søndag d. 11. marts.
Der er forår i luften. Hasselnøddetræernes blomster kigger lige så stille frem; erantis og vintergæk i massevis. Bierne har det godt og har også været ude at lufte sig.
Vi omplanter hindbærbuske i ring rundt om den midterste sydvendte mark og lægger kviste og kvas ud på gangarealerne imellem højbedene.
Sidst på eftermiddagen tager vi over til Soderup, lige nord for Hedehusene hvor vi har fået foræret et stort stykke genbrugsplast af en meget flink landmand. Plasten har været brugt til at dække en roekule ude på Karstens (landmandens) mark, og næste søndag kommer det ud at ligge på vores frugtbuskemark, så vi kan give vores afgrøder en chance imod kvikgræsset når vi skal tage marken i brug igen til næste forår (2013).

 

Dobbelt spadestik

Vi prøver nogle forskellige teknikker af til at dyrke på trods af kvikgræs. Her graves et højbed i to spadestiks dybde. Det øverste lag lægges i en bunke og det nederste i en anden bunke. Når hullet er gravet lægges bunken fra det øverste lag nederst, så et lag med kviste og så fyldes jorden fra bunken med det nederste lag på.

Det er hårdt at grave i den lerede jord, så det bliver ikke et særlig stort højbed. Heldigvis hjælper hønen til.

Der graves - Bill, Lucas og hønen.
Jeg tror jeg så en regnorm....

To spadestiks dybde
Hullet fyldes op igen.

Besøg i haven 23. oktober

Søndag med besøg af Signe fra Skovhaven i Valbyparken og Braden fra Seattle, Washington der besøger Den Demokratiske Skole i Danmark.

Vi satte mængder af fede hvidløg samt en del jordbærplanter, som Rikke havde med og som nu slanger sig igennem hvidløg af flere varianter – bl.a. estisk rød slangehvidløg fra Frøsamlerne, danske økologiske hvidløg fra Lotte Ravn Lei og de franske Ail Rose de Lautrec.

Og så var det Stefans fødselsdag. Rikke og pigerne havde kakao og hjemmebagte boller med. De blev nydt med Halits honning og fødselsdagssang!