Der er noget virkelig dejligt ved at samle køkkenaffald hele ugen og så om søndagen hælde det hele ud på kompostbunken! Vel vidende, at til foråret vil det blive soldet til den skønneste kompost til vores grøntsager.
Kompost med hjemmefra.Kompostbunken.
Da vi plantede hokkaido’erne tidligere på sæsonen, så lagde jeg en gammelt springsystem til en boksmadras ved siden af planterne. Tanken var at frugterne skulle lidt op fra plastikken og få det lidt bedre med luft omkring sig. Vi kan se her, at det ikke var nogen god idé; frugterne er simpelthen blevet formet af boksmadrassen!
Hokkaido i springform!
Jeg finder snegle i trugstadet. Det fandt jeg også sidste år på omtrent samme tid. De bliver straks fjernet.
Snegle i trugstadet.
Aspargesplanterne står stadig fint.
Asparges
Broccolien er ikke blevet så stor.
Broccoli
Så er tiden komme til at dele dagens høst. Der er æbler, blommer, tomater, ærter, græskar, valnødder og andet godt.
Når man har et brændende ønske om at kunne høste sine egne asparges, så må man også væbne sig med tålmodighed. Når man først har sat planterne ud, så tager det efter sigende 2-4 år før man kan begynde, at nyde ‘frugterne’. Nu kan vi følge processen og se hvad der sker!
I foråret fik vi foræret en hel pose aspargesfrø – eller bær kan man vel nærmest kalde dem – af Poul Erik, der er gartner. Vi lagde fem af disse små røde bær i en hver potte og lod dem ellers mere eller mindre klare sig selv i løbet af sommeren. Potterne stod først et par uger i drivhus hvor de blev vandet hver søndag. Da det begyndte at blive varmt blev de i stedet stillet ud i bakker under nogle rosenbuske. Her blev de så vandet i ny og næ og fik lidt gødning (urin blandet op i vand) et par gange. Det tog ret lang tid før der begyndte at vise sig små grønne duske i potterne.
Nu, den 23. september var det så blevet tid til at sætte de små spæde planter ud i jorden.
Alle gode råd siger, at jorden skal være fuldstændig fri for ukrudt før man planter ud. Da vores have er tæt bevokset med græs over det meste, så havde vi udvalgt os et område hvor der kun voksede kulsukker – jorden under var porøs og så skulle vi kun have kulsukker rødderne fjernet; det var ikke særlig tungt arbejde, og det tog heller ikke mere end et par timer.
Da jordstykket var klart satte vi de godt 30 aspargesplanter ud med ca. 30 cm mellem hver plante. Imellem planterne dækkede vi med kulsukkerbladene, som vi lige havde hevet op på det samme jordstykke.
Vi lagde grene rundt om området; både for at mærke det, så ingen kommer til at træde på det i vinter når man ikke kan se planterne, og også for at lave en ukrudtsfri bræmme rundt om det nye aspargesbed samt give de små planter lidt læ.
Nu er der så bare tilbage at vente og se om vores lugearbejde har været grundigt nok! Det bliver spændende, at se om de små planter kan klare sig og blive store og fine til næste år. Hvis det lykkes, så er det tid og kræfter godt givet ud, for man kan høste af aspargesplanterne i tyve år! Men aldrig efter Skt. Hans!
Vi fik gæster i haven denne søndag – Aske og hans mor, der kom på besøg fra Jylland. Imens Aske hjalp til i aspargsbedet legede farmor med Elma. Vi havde sol hele dagen. Til at begynde med var der også en temmelig stærk vind, men den lagde sig kort efter middag.
Vi fik en masse hokkaido, blommer, æbler og tomater med hjem, foruden et par bakker hindbær hver. Wow!!
Udsigt mod syd.
Rosenmarken
Laura, Elma og hokkaidoerne
Også anden nyder den dejlige dag
Fladkompostering i mellem planterne
Aspargesplanterne placeres med ca 30 cm mellemrum.
Det er den 1. september og klokken er halv seks om morgenen når vi står op. Vi skal have madpakke med, og en stak aviser, som honningtavlerne kan dryppe på og magasinerne stå på, så de ikke skal stå direkte på jorden. En time senere kører vi afsted i skønt vejr.
Vi skal kun høste fra vores trugstade, da bierne fra det andet stade – det nye opstablingsstade – sværmede i løbet af juli måned. Solen havde ikke nået stadet endnu da vi åbnede for magasinet, og bierne var stille og rolige; de var vel knap nok vågne! Der var 6 rammer fulde af honning i magasinet. Vi testede honningens fasthed; der var ingen dryp, så vi var sikre på at den ikke indeholdt for meget vand. Som vi senere måtte erfare var den ovenikøbet blevet for fast!! Vi rystede og børstede bierne af rammerne, og satte dem over i en ubrugt kasse fra opstablingsstadet med en avis nedenunder. Denne kasse kom ind i bilen for at stille og roligt udsluse de bier, der uundgåeligt sidder tilbage på rammerne.
Imens vi ventede kunne vi lige nyde vores madpakke i solskinnet imens anden overvågede det hele fra drivhusets tag.
Klokken 11 var vi tilbage i byen og bar bier, honningslynge og spand op i lejligheden på tredje sal. Vi riggede det hele til; skrællede det yderste lag voks af de lækre tykke og meget tunge tavler, og satte dem i slyngen og gik så igang at dreje håndtaget på livet løs. Det var meget lidt der kom ud! Det halve af honningen sad simpelhen fast! Nu var gode råd dyre. Vi var dog så heldige, at Viggo, Ulla og Poul Erik fra Københavns Biavlerforening var kommet til Valby for at præsentere arbejdet med bier i anledning af de lokale Kulturdage. De kom op for at hjælpe, og kunne hurtigt konstatere, at honningen simpelhen var krystalliseret i tavlerne. Vi havde ventet lidt for længe med at høste. Så kunne man prøve med en hårtørrer at varme honningen, så den blev flydende – men passe meget på for voksen smelter ved 64 grader! Det var lige meget for vi havde ingen hårtørrer!
Der var ikke andet for, vi måtte simpelthen presse honningen ud af tavlerne for ud skulle den! Vi skar voksen af rammerne og lagde den i den grove si, og gik så igang med at bearbejde den med en gammel vinflaske. Da klokken nærmede sig midnat havde vi 20 glas fulde af den lækreste honning!
Næste dag fortsatte arbejdet og vi fik endnu 8 glas. I alt 28 glas og ca 13 kg! Tak til de dejlige bier!
Den 1. september sidder valnødder og blommer i klaser på træerne.
Vi finder også nogle røde myrer, som Cristina tager med hjem – hun vi prøve at spise dem.
