Det er dejligt at knase rundt i sneen over de Gulereerske marker for første gang denne vinter.
Vi beskærer træer og buske og rydder op efter stormen. Den store bunke afskårne grene er kommet lidt vel tæt på stikkelsbærbuskene, så vi får dem flyttet lidt på afstand igen.
Det er dejligt, at kunne tage noget mad med hjem; selv i snevejr. Der er både grønkål, palmekål, bronzefennikel og diverse krydderurter så som timian og her på billedet under, salvie.
Vi havde varmet nogle sten op på brændeovnen, så vi kunne varme os ved dem imens vi spiste frokost. Da Rebecca rullede en gammel lunch serviet ud for at pakke en varm sten ind i den, så kom der en mariehønene kravlende ud. I mariehøneverden kan en lunchserviet vel ligne en tør brændnældestilk, som jo ellers er et mere sædvanligt vinterhi for den lille høne.
Søen er frosset til, så hvis det stadig er koldt i næste uge, så kan Elma komme ud og lege på isen!
Kardonen, som er en tidsel har nu denne søndag, d. 1. december stået i avispapir i ca 5 uger og vi høster den fordi det ser ud til, at det bliver frostvejr i løbet af den kommende uge.
Vel hjemme skærer jeg blade og de hårde dele af stilkene fra, skyller dem, skraber trådene af stilkene og deler dem i stykker på 4-5 cm.
En halv kardonplante gav 171 g efter det hårde var skåret fra.
Straks efter de er skåret og skyllet bliver de lagt i vand med lidt citronsaft i (det forhindrer at de oxiderer og bliver brune). Derefter koges de i vand med citronsaft og salt. De er færdige efter 20-25 minutter. Jeg serverede dem vendt i lidt smeltet smør og drysset med en god parmesanost. Superlækkert!
Plastikmarken har nu ligget hen med plastik i 18 måneder, og vi har dyrket ufattelig meget squash og græskar på den mark to somre i træk; ja sågar melon har vi dyrket der. Plastikken blev lagt for at få bugt med græsset, så vi siden kunne dyrke vores afgrøder dér; uden konkurrence fra græs og andet ukrudt.
I dag begyndte vi ved at flytte nogle oregano- og rucolaplanter (begge flerårige sorter) fra Rosenmarken over til Plastikmarken. Vi rullede plastikken tilbage fra midten og satte oregano mod nord og rucola mod syd i en lang række. Vi var virkelig forbavsede over at se hvor store og lange rødder rucolaen havde. Rødderne var nogenlunde lige lange som planten over jorden var høj. Der bliver hentet en masse næring op med de rødder og det er jo dejligt, at vide. Desuden får de løsnet jordens struktur, og det skal der nok blive brug for her på Plastikmarken.
I dag er bierne også ude at flyve; det er jo fint solskinsvejr. Vi undrede os også over en bi der brugte meget lang tid i et grønkålshoved. Der var jo ingen blomster… Måske var det kondenseret vand, der interesserede den?
Der var engang en dygtig gartner, der sagde til mig: “Man kan ikke få nok blade”. Det tog jeg til mig og nu er det efterår og tid til at komme blade på højbedene. Det beskytter og opbygger jorden. Vi har selvfølgelig masser af blade i Permahaven, men da Benedicte tilbød ti sække med blade fra deres baggård, som de gerne ville af med hurtigst muligt, så slog vi til. Det passede vældig godt denne onsdag for solen skinnede og der var ikke nogen der havde nået i haven i søndags, så katten skulle fodres.
Efter jeg havde slæbt sækkene hen til Rosenmarken – og de var temmelig tunge – blev de lagt ud mellem kålen i bed nr. 1, over hele bed 4 og 4 b, samt 7, og lidt af 9, 10 b, 11 og 12. Bladene blev lagt der hvor afgrøderne var blevet høstet, eller imellem afgrøder, som i kålens tilfælde. Kålen i bed nr 1 har ikke været undersået med kløver og der har heller ikke været noget bunddække. Kålen i bed nr 11 har været undersået med jordkløver og der står også mynte og løvstikke iblandt dem, så der bliver kun lagt i den ende hvor kløveren ikke har fået fat.
Denne kardon fik jeg af en kollega fra Frøsamlerne i foråret, og nu måler den 110 cm i højden (når jeg løfter bladene lige op i vejret). Den har været pakket ind i avispapir i nogle uger nu for at blege stilkene, så de bliver lækre at spise. Indtil videre er det mildt i vejret, så vi venter med at høste den. Der er to planter og den anden lader vi stå og håber den vil sætte frø til næste år.
Sådan ser bladbeden, som blev flyttet her ud til bed nr 5 b fra drivhuset i foråret, så den kunne sætte frø. Det gjorde den og nu har den blade igen, men ser jo en hel del anderledes ud end sidste år.
Bierne var ikke ude at flyve selvom solen skinnede; måske var det for blæsende. Ved halv 5 tiden stod solen så lavt på himmelen, at jeg bestemte mig for at tage hjem. En dejlig dag!
Det er forbundet med stor glæde, at følge en plante fra frø til spire, til fuldvoksen plante og så se den gå i frø; måske først efter en overvintring, som i grønkålens tilfælde.
Her får I nogle billedeeksempler.