Vi havde fulgt med i vejrudsigten, og vidste at der var spået varmt vejr i dag, så vi tog tidligt hjemmefra – det er bedst at håndtere bierne imens det stadig er køligt. Kl. 7 var vi ude hos Viggo og Ulla fra Københavns Biavlerforening. Viggo er kyndig biavler og havde kontrolleret bierne – set at de var som de skulle; dvs der var hverken tegn på ondartet bipest, stenyngel, stadebille eller Tropilaelapsmider. Efter hyggelig bi- og havesnak drog vi mod haven med sundhedsattest i hånd og summende bistade bag i bilen. Tavlerne i køreretningen, så de ikke lider skade!!
Ved otte-tiden var vi fremme og kunne stille bierne til at sunde sig et par timer ved siden af de ‘gamle’ bier. Imens fik vi taget en lur i skyggen under rødbøgen og spist lidt morgenmad ad anden ombæring.
Da vi senere på eftermiddagen flyttede dem over i deres nye hjem – et opstablingsstade – fik vi taget dem i nærmere øjesyn. En smuk og meget livlig og venlig familie, der bare summede blidt i flytterodet. Vi fik lokaliseret dronningen og placeret hende i det nederste stade; lagde dronningegitter på og så stablet endnu et stade ovenpå. På billedet kan man genkende dronningen på den hvide prik hun er mærket med – så hun er fra år 2011 – og hun er også en hel del større end resten af bierne.
Vi fik også lagt dronningegitter på trugstadet, men der lykkedes det os ikke at finde dronningen. Vi gjorde det via udelukkelsesmetoden: så rammerne der skulle op i magasinet godt igennem og fandt hende ikke dér. Der var også en del begyndende dronningeceller. Dem kneb vi.
I løbet af ugen går vi det igennem igen.
Disse bier har været Leifs og vi vil passe godt på dem for ham!
All posts by charlotte
Bierne i dag
Da vi åbnede trugstadet i dag var det til en meget stor bifamilie i fuld vigør. Sidste søndag havde vi ingen rammer med voks, så vi havde sat tomme rammer i. Den ene var næsten fuldt udbygget med vildbyg. Den høstede vi og spiste til eftermiddagsteen. UHM! Honningen var lys i farven og pebret i smagen. Helt fantastisk! Halit kom og lånte os sin lodderamme, så vi kunne sætte fire nye rammer i, hvilket betyder, at trugstadet nu er fuldt. Vi sætter nok magasin i på onsdag.
En bi, en frø, og et badekar med jord
Det summede godt i haven denne søndag. Ikke kun var vores stadebier ude i massevis, men vi så også enlige bier (en af dem nød at sidde stille i solen og kom med på billedet). Sjovt nok er stadebierne vilde med at hænge ud ved de små vandpytter, der er dannet på det sorte jorddækkeplastik. Vi spekulerer på om det mon kun er på grund af vandet. Søen er jo lige ved siden af. Der er naturligvis varmere på plastikken…
Vi fik ryddet græs fra det lille område ved søen, så mynten, rabarberen og jordbærrene kan få det lidt nemmere. Det var den bedste lugning vi havde været med om for vi var badet i mynteduft hele tiden – selvom vi var godt mørbankede næste dag. Det gør kvikgræs ved dig!
Der blev atter soldet og fyldt et par badekar med den skønneste kompostjord.
Vindmøllen blev sat i gang og slangerne sat til, så vi kan få vand fra søen til vanding.
Vibeæg i blomst
Denne sidste søndag i april får vi sået en hel del i Rosenmarken.
Vi har fået to nye medlemmer, Laura og Elma. Elma er kun to måneder gammel, men kan sagtens sætte pris på når Tony viser hende haven!
Vibeæggen blomstrer – og rabarberen er godt på vej.
De første radiser
En dag med både sol og regn. Vi nyder de første radiser fra drivhuset til frokost alt imens vi lægger planer for fremtiden. Ænderne havde været ude at flyve en tur, så vi var helt forskrækkede da vi ankom og der kun var en and i søen. Men de kom snart tilbage. Vi var løbet tør for korn – men takket været Halit og ‘damen med æggene’, så fik vi fodret dem. For første gang – imens vi var der, i det mindste – så kom ænderne op og hyggede sig i de nye højbede i Rosenmarken.
Der blev bygget redekasser til hønsene og sået gulerødder i højbed i Rabarbermarken. Drivhuset står flot og nymalet og arbejdet med at anlægge stier mellem højbedene fortsatte. Desuden fik vi sået omkring 100 aspargesfrø, som vi har fået af Poul Erik (fra bisløjd-holdet) – og vi har stadig masser tilbage! Planen er at anlægge aspargesbedet lige syd for Rosenmarken, der hvor der har ligget en stor bunke grene og kviste i mange år. Jorden underneden er fri for græs, men med et væld af kulsukkerplanter.
Vi tog hjem med en bunke nælder, mælkebøtter, skvalderkål (set til 25 kr posen i supermarkedet), samt tre æg – årets første. Da det var lidt svært at dele tre æg mellem 9 personer, så hentede vi bare nogle nede fra damen med æggene.