Den Europæiske Bruxellestrekant
Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg havde blot været medlem af Frøsamlerne én uge før jeg blevet inviteret med på turen til Bruxelles; og mit kendskab til foreningens arbejde, frøsamling og praktisk økologi er yderst beskedent – jeg er vel det man kan kalde en undsluppet skrivebordsøkolog. De sidste syv år har jeg siddet ved – og i -stadigt mindre skriveborde og mindre læringsfrugtbare miljøer på Etnologisk institut i København, hvor jeg i vinteren 08 besluttede mig for at skrive speciale om Permakultur. Resultatet af en meget fin rejse til Tasmanien, Australien og New Zealand, hvor jeg traf og interviewede de gamle perma-pionere, var imidlertid at jeg mistede lysten til at analysere akademisk på det og istedet meldte mig ind i Gulereer (permahaven.dk) og skrev speciale om europæisk landbrugslovgivning. Jeg arbejder pt videre med formidling af strukturforholdene i vores fødevareproduktion. Så meget om mig selv for at imødegå evt hovedrysten hvis jeg skriver noget der er helt ude på overdrevet, så er det altså fordi jeg først lige er kommet derud.
Anledningen til vores tur var at deltage i en fælleseuropæisk demonstration – ”Sowing the Future – Harvesting Diversity” arrangeret af Via Campesina – imod den lov Europaparlamentet er i gang med at forhandle færdig, der vil tillade patenter på frø og afgrøder. Se program og baggrund her: http://www.seed-sovereignty.org/EN/index.html
1 Vinkel: Os
Frøsamlerne havde mønstret fem engagerede medlemmer, heriblandt to helt nye, i denne sammenhæng ubeskrevne blade, der mødtes meget tidligt om morgenen Lørdag 16 April og kørte Sydpå. Det var en rejse i (års-)tiden, fra det disede tusmørkekolde København, over det grå regnfulde Fyn til opklaring i Jylland og stadigt varmere, grønnere og sommerlige omgivelser jo længere syd vi kom. Kemien mellem os fem fejlede ikke noget og der gik kun ganske kort tid før de første indforståede bemærkninger og vittige ord-referencer havde indfundet sig. Vi spiste medbragt frokost på en rasteplads, der selv lige var spiret frem af jorden. Sær skabning, så’n en helt nyfødt rasteplads med babyblød cement og monkrome grå nuancer overalt…men solen skinnede og en dansk Bandidos-afdeling holdt os med selskab. (Det grinede vi af, da vi senere så en hollandsk Hell’s Angels rocker skynde sig i modsat retning – kurs mod Danmark). Efter præcis 12 timer nåede vi frem til Marc og Arianes lille hus i en fjern forstad til Bruxelles. Gaden de boede i var af særlig etnologisk interesse, idet at den smalle gade nærmest ekspliciterede de sidste to hundrede års byudvikling. Den blev endnu domineret af en stor bondegård, som indtil for små ti år siden stadigt havde været et aktivt landbrug, men nu var klemt inde mellem mange små huse – mange af dem ombygninger af gårdens tidligere struktur: staldbygninger mm. Næste etape i denne by-evolution var, så vidt jeg kunne forstå, allerede godt i gang, da Folkerepublikken Kina var ved at bygge en ny giga-ambassade i kvarteret og i forlængelse af dette forsøgte at opkøbe hele nabolaget til de ansatte diplomater mm…..det grinede vi lidt (hult) af. Marc og Ariane var (fransktalende) medlemmer af den belgiske afdeling af Kokopelli og Ariane havde været med til at organisere de tre dages arrangementer. Deres hus, der var delvist om og selvbygget, var utroligt behageligt og havde mange fine, energirigtige og kreative løsninger – Marc er medejer af et firma der forhandler økologiske bygge-elementer. Selv om huset var lille og de havde tre sønner i alderen 8-13, virkede det rummeligt og nemt at føle sig tilpas i. Undertegnede fik anvist et endnu ikke færdigbygget loftrum allerøvest oppe, sammen med alle forspiringerne, hvilket jeg fandt både poetisk og bekvemmeligt. Marc – der snakkede flydende engelsk og Ariane – der knap kunne sproget – var eksemplariske værter, meget meget generøse og elskværdige – og børnene, der næppe havde prøvet at have fem fremmede danskere på besøg før, gled umærkeligt fra at være sky og generte til at være interesserede og hjælpsomme. Vi fik masser af mad, vin og hygge de tre halve dage vi var gæster hos de belgiske kokopelli-værter.
Søndag stod i frøsamlernes tegn, arrangørerne havde lejet sig ind i en gammel skole, hvor henved 25 boder fra forskellige europæiske åndsbeslægtede foreninger blev sat op og takket være frø-bekendte fra Amsterdam, der også havde taget initiativ til at vi blev inviteret med, var vi heldige at kunne dele deres stand ude i skolegården, så vi ikke skulle tilbringe endnu en hel dag indenfor. Vi havde som sagt stand sammen med Amsterdam’erne og deres gulerodsfrø, og på vores venstre side stod nogle unge polske aktivister, der ikke overraskende kunne fortælle hvor grelt det står til dernede (bl.a. takket være danske landmænds-spekulanter) men heldigvis også positive tendenser om større miljøbevidsthed. Ved siden af dem stod de irske – komplet med rødt hår og fregner– frøsamlere, som havde et meget stort varieret udbud af frø og viden og ved siden af dem et ældre flamsk biodynamisk ægtepar, der de sidste 40 år havde forfinet forædlingen af to afgrøder. Porrer og sølvbeder. De havde eksemplarer med og de var minsandten de største mest potent-udseende porrer og sølvbeder jeg nogensinde har set. Og så’n kunne man blive ved…det var et slaraffenland for frøsamlere, køkkenhaveenthutiaster mm og vi fik alle sammen interessante ting med hjem. Søren (Holt), som vidst oprindeligt skulle have skrevet denne artikkel, viste sig at være noget af en ’kendis’ – antallet af folk der kom op til vores bod og sagde med beundring i stemmen: ” OH you are Soeren..” var næsten uendelig. Han havde allerede duperet mig med hans nær-encyklopædiske viden om frø og planter, men her kunne man opleve, at det ikke kun var mig der havde det sådan. Vi skiftedes til at passe standen og mingle og gå på opdagelse i den fælles-europæiske frø-arv og sådan kom og gik folk hele dagen – jeg gætter på at ca. 400-500 mennesker besøgte skolen den dag – og fik frø, en kongenial sludder og alvorstunge emner blev afløst af smil og genkendelse….det var en herlig dag. Alt var meget velorganiseret; maden var gratis, man blev blot opfordret til at give en lille donation. Om eftermiddagen var der konference med deltagelse af en række involverede og kompetente folk fra den berørte virkelighed. Det var først efter et par timer, at jeg opdagede at der faktisk var simultantolkning og at man– selvom det meste blev sagt på et for mig uforståeligt fransk – kunne få det hele med. Olivier de Schuitter (FN) var med på Scype og især de tyrkiske og indiske deltagere gjorde et stort indtryk på mig. Her villle det være naturligt at ridse perspektiverne for det fremsatte lovforslag op, hvilke dystopiske fremtidsscenarier der blev diskuteret ved konferencen hvis patenter og copyright på frø og organismer bliver tilladt. Men jeg synes at loven og de øvrige forhold der gør sig gældende, fx Free Trade Agreements (FTA), som EU indgår og dikterer med fx Indien, fortjener sin egen artikel. Man bliver nød til forklare hvorfor bønder og implicerede parter ikke bare lader hver med at købe de patenterede frø og det kræver et mere juridisk og markedsstrukturpræget format end dette rejsebrev kan rumme.
Ved 20tiden var der folkekøkken og derefter fest, som vi desværre måtte forlade lige da det 12-mand store orkester begyndte at spille. Men vi skulle jo med hjem til forstæderne og Marc skulle op kl. 6 Mandag morgen og på arbejde – hvilket dog ikke afholdte os fra at holde ham oppe til sent på natten, hvilket han og selv medvirkede til, han hentede i hvert fald sin endnu ikke færdig-lagrede hjemmebryggede øl, da der allerede stod en del tomme flasker på bordet.
Mandag morgen var vi et kulturhus til det der kaldes ’world-café’, en måde at lære hinanden at kende på ved at man sætter sig tilfældigt en 10-12 stykker ved et bord og diskuterer en problemstilling et kvarter – hvorefter alle skifter bord. Det fungerede fint, man mødte en masse nye fæller, lyttede til folk der normalt ikke ville hæve stemmen, men som ikke desto mindre havde dybsindige input. Mange strategier, visitkort og e-mailadresser skiftede hænder. Tilsidst blev alle opfordret til at bekendtgøre eventuelle kommende aktioner/arrangementer, som kunne have vores fælles interesse – der kom så mange aktionsdatoer/workshops /festivaller osv på så kort tid, at det var/er svært ikke at føle sig optimistisk tilmode med sådant et engagement! Så var der frokost og teater i haven – og folk gjorde sig klar til demonstrationen, der skulle gå gennem byen og overrække en million underskrifter imod patent-lovgivningen, til nogle repræsentanter fra parlamentet. Her måtte jeg skille mig fra vennerne og erfare den lidt pudsige oplevelse at være på den anden side af barrikaderne de næste mange timer.
2. Vinkel: Dem?
Jeg havde fået lejlighed, som følge af mit speciale og en art netværks-ph.d.-gødning, til at møde en række EU-parlamentarikere med fødevarepolitik som arbejdsområde, og det virkede som en mulighed jeg ikke kunne tillade mig at forspilde. Så da de andre gik på gaden gik jeg som en anden femte kolonne ind gennem de absurde sikkerhedskontrolposter, der ledte ind i parlamentet. Der var noget ’Den Forbudte By’ over hele den del af Bruxelles, det ikke var tilladt profane borgere at begive sig ind i. Tilsidst befandt jeg mig på Christel Schandelmoses kontor, hun er socialdemokratisk fødevareordfører i europaparlamentet og har netop (April) udgivet en bog sammen med den socialdemokratiske ditto i folketinget ( Engelbrecht, kommende minister?) om sammenhængen mellem industrielt producerede fødevarer, sundhed og bio-politik. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at læse den, men kunne forstå på vores samtale at den indeholdte flere pointer, som jeg også var nået frem til i mit speciale.
At de konventionelt producerede fødevare er til skade for både miljøet, folke-sundheden og erhvervets overlevelsesevne i den globale konkurrence; noget man ikke behøver en akademisk uddannelse for at mene, men som altså også kan underbygges med forskning i de agrokulturelle strukturforhold.
Hvis man et øjeblik skal lande med fødderne på jorden, så må jeg jo desværre erkende at denne eftermiddag var endnu et ’typisk’ skizofrent politiker-møde med mange personlige sympatier, men samtidig med håbløs impotens. Den politiske verden magter ikke at løfte de opgaver den står overfor, de sender – mere eller mindre samvittighedsplaget – bolden videre til ’udviklingen’. ”Man kan jo ikke bremse udviklingen” (!?). Jeg fik denne eftermiddag flere gange hørt om hvor gerne de implicerede parter ville lave om på tingene, men løbet var kørt for den fortstående landbrugs ’reform’, der skal gælde for erhvervet i perioden 2013-2020, og dér bliver hverken biodiversitet, klimaforandring eller de strukturelle problemer italesat endsige imødegået, det er gammel vin på gamle flasker. En del af forklaringen bag denne inerti kan efter min mening findes i de meget magtfulde landbrugslobbyorganisationer, som – i mine øjne – slet ikke repræsentere fødevareproducenterne, men hvis interesser er dybt sammenvævet med banker, agrokemisk industri og distributionskæder, samt at de nye medlemslande forlanger at nyde godt af den forvaltning, som har begunstiget de gamle landbrugslande i EU og diverse korridoraftaler har sikret dem i hvert fald 7 år mere med subsidier, manglende implementering af miljødirektiver mm….nu er det 2020-27 man arbejder henimod – hvor er det nu man har hørt det før? Retfærdigvis skal dog nævnes at forskellige danske komissærer og parlamentarikere igennem årene har gjort et hæderligt job for at afskaffe subsidier og formulere (en anelse) mere bæredygtige strukturforhold for fødevareproduktion ( til lands og vands). Som en tragikomisk bibemærkning kan det iøvrigt nævnes at politikerne, med ført grov-motorisk hånd og new-speak, så småt er begyndt at benævne fødevareproducenterne ikke producenter, men som forbrugere….forbrugere af Monsantos frø, Novos enzymer, Danones distributions netværk, Fanden og hans pumpestoks agro-kemiske produkter osv….. vi nærmer os enden….tænker man i sit stille sind. Jeg fik desværre aldrig anledning til at bringe patentlovforslaget (eller FTA’erne) på banen, der var på en eller anden måde alt for langt fra den virkelighed mine venner på gaden udenfor glasburet levede i, til det privilegerede kandestøberi indenfor. Siger jeg med lidt hykleri i posen, for trods denne desavouring, håber jeg jo fortsat at kunne påvirke processerne.
3. vinkel i Bermuda-, nej jeg mener Bruxellestrekanten: De andre
Med ’de andre’ tænker jeg på både de bønder, som glimrede ved deres fraværd til aktionen, samt de producenter, som først og fremmest kommer til at lide under patent-lovgivningen og den såkaldte landbrugsreform 2013-20 – nemlig bønderne udenfor Europa/ Den vestlige kultursfære. I Europa er det knap nok muligt for en levebrøds-bonde, og slet ikke blandt de mindre familie-prægede brug, som vel er den slags landbrug: de mindre intensive, mindre monokulturelle og mere socialt integrerede – der ligger tættest op af de værdier der blev fremført denne weekend, at holde fri fra sit brug og komme til aktion. Jeg har jo selv undersøgt forholdene og ved hvor svært trængt de mindre brug er; men der er nok også noget kulturelt på spil. En kløft, eller flere kløfter synes at eksistere mellem forvaltning og primære producenter, samt mellem de aktivister, akademikere og hobby-havedyrkere der kommer til sådanne arrangementer og så de mennesker der lever af deres landbrug, det er i hvert fald en af de problem-stillinger, som jeg synes er vigtige at bekymre sig om. Det er (stadig) landbruget som er den absolut vigtigste hovedperson i at vende udviklingen, væk fra patenter, væk fra miljøforurening og skamløs udnyttelse af ressourcerne; og hvis de landmænd, vi i en eller forstand forestiller os vi kæmper for skal afløse den konventionelle industrielle dyrkning af jorden i retning af noget mere bæredygtigt, ikke er delagtiggjort, eller føler sig fremmedgjort overfor sprogbrugen og tankegangen, ja hvad hvis de landmænd vi forestiller os slet ikke eksisterer, så er der ingen sammenhæng mellem mål og midler. Hér mener jeg vi måske kan lære noget af den måde man organiserer sig på i fx Indien og Tyrkiet, der er en lang tættere sammenknytning og forståelse på tværs af faggrænser og umiddelbare interessesfærer. Den indiske advokat (Shalina Bhutani) fortalte om situationen for de indiske småbønder, der nu skal opfylde europæiske standarder – inklusive frøpatenter – som følge af den nye frihandelsaftale (FTA) mellem EU og Indien (en aftale som jeg ikke har indsigt i, men som Shalina mente var en katastrofe for indisk landbrug!). Organiseringen omkring landbrug, kultur og demokrati, syntes at gå hånd i hånd for de indiske aktivister. Abdullah Aysu, formand for de små landbrug i Tyrkiet ( Ciftci-sen, pendant til Frie Bønder/Levende Land herhjemme) og selv anatolisk fåreavler, var assisteret af en række unge tyrkiske aktivister med speciale i jura, statskundskab mm. – og de kunne fortælle om en lignende afvikling, centralisering og ’europæisering’ af landbrugssektoren i deres land, som følge af globalisering og EUs stormagtsdrømme. Men hvad jeg personligt tog med fra mødet med Shalina og Abdhulla var den måde de havde organiseret/mobiliseret sig tværfagligt på. Måske er det mere rigtigt at tale om tværkulturelt, i lande hvor der er så stor forskel på rig og fattig, by og land. Hvis vi skal vende udviklingen er det nødvendigt at mobilisere et stærkt netværk af kompetencer, der kan gøre fælles front mod de store landbrugsorganisationer og den agro-kemiske industri, og der må bønder, politikere, jurister, biologer, økonomer, frøsamlere, aktivister og alle os der ønsker et andet stofskifte med naturen finde sammen på tværs af de traditionelle markskel. Der findes legitime alternativer til den aktuelle politiske-juridiske-økonomiske forvaltningspraksis af landbruget, men at insistere på, propagandere for og finansiere en omlægning kræver en stor bred ressourcestærk bevægelse. Jeg tror Via Campesina kan være denne bevægelse, men den har endnu ikke markeret sig så stærkt herhjemme, måske fordi vi er for uinteresserede – jeg ved det ikke; men som de sagde i Muppet Show i gamle dage: Det er alt sammen op til os.
Mvh Rasmus
Her kan du se billeder fra aktionen i Bruxelles: http://www.flickr.com/photos/saatgutkampagne-bx-17-4-11/
Vi får luget bedene; sat hvidløg og fjernet dræbersnegle på rov. Sidst men ikke mindst: Kartoflerne er velhyppede 🙂
