Søndag d. 11. marts.
Der er forår i luften. Hasselnøddetræernes blomster kigger lige så stille frem; erantis og vintergæk i massevis. Bierne har det godt og har også været ude at lufte sig.
Vi omplanter hindbærbuske i ring rundt om den midterste sydvendte mark og lægger kviste og kvas ud på gangarealerne imellem højbedene.
Sidst på eftermiddagen tager vi over til Soderup, lige nord for Hedehusene hvor vi har fået foræret et stort stykke genbrugsplast af en meget flink landmand. Plasten har været brugt til at dække en roekule ude på Karstens (landmandens) mark, og næste søndag kommer det ud at ligge på vores frugtbuskemark, så vi kan give vores afgrøder en chance imod kvikgræsset når vi skal tage marken i brug igen til næste forår (2013).