Category Archives: Opskrifter

Her kan vi alle lægge opskrifter som vi laver med råvarerne fra haven.

Syltede grønne tomater

1 kg små grønne tomater prikkes med en stoppenål og koges 6 min i 1 l vand + 1 dl salt

Lage: 650 g sukker, 1 dl eddike, 8 dl vand, 18 peberkorn, 10 nelliker

Læg de velafdryppede tomater i rengjorte glas og hæld lagen over (tag evt. nellikerne ud). Sukkermængden kan måske skæres ned, tomaterne bliver ganske søde. De smager dejligt.

Skvalderkålspesto

OLYMPUS DIGITAL CAMERASkvalderkålspesto

Tænk at skvalderkål kan smage så godt.

Ingredienser:

  • en god portion skvalderkål (gerne unge blade, som du finder der, hvor du lugede for to uger siden)
  • en håndfuld solsikkekerner, ristet på en tør pande
  • olie, feks olivenolie eller hørfrøolie
  • evt lidt hvidløg eller et par grønne hvidløgsblade
  • salt

Skvalderkålen skylles godt og stilkene nippes af. Solsikkekerner ristes på en pande til de netop er en smule lysebrune og smager lækkert. Skvalderkål, solsikkekerner, olie og evt hvidløg blendes og smages til med salt. Er det for tørt, har du været for nærig med olien. 

Skvalderkål kan blandes 50/50 med rucola og tilsættes lidt blade af frisk oregano eller merian med formidabelt resultat.

Lacto-fermenterede urter

Nu da foråret er ved at nærme sig kan man samle en masse vilde urter, og ved hjælp af en lacto-fermentering -proces kan man opbevare dem indtil næste vinter. Man gør sådan her:

Saml 1 kilo urte, fx. nælder, melde, skvalderkål, mynte, kløverblomst, gulerodstoppe, fuglegræs, kålblade, solbærblade, oregano, vild persille, tagetes, morgenfrue-blade,
Agastache rugosa

Kog 1 liter vand og nedkøl til 40 grader celcius.

Gnid urterne med hænderne (eller en morter) så de bliver til meget små bestanddele. Kom dem i en stor keramikkrukke og tilsæt det 40 grader varme vand plus 1 spise-ske salt. Man kan evt tilsætte et par skeer sauerkraut for at være sikker på at den rigtige bakteriekultur formere sig.

Kom en skoldet sten på, så urterne ligger sammenpresset.

De første 5 dage skal krukken opbevares i køleskab. Derefter skal den opbevares ved  18-22 grader i 2 dage og derefter ved 10 grader i 3 uger. Så er “salaten” klar til at komme på glas og man kan nu gemme dem til vinter. Fyld glassene så meget som muligt så der kommer mindst muligt luft i glassene.

Denne metode er især brugt i Rusland og Ukraine, hvor vintrene er lange og ernæringen er sparsom.