Kurve med vinteræbler

Den nemmeste æbletærte

Kurve med vinteræbler

Æbler samlet i december – Belle de Boskoop nedfaldsæbler og en ukendt slags plukket fra  et lille træ ved vores sø. Nogle af dem blev til æbletærte ved et lille havemøde for nylig.

 

 

Æbler med sne

Æbler på det lille æbletræ nær vores sø i december 2017. Kender du sorten? Vi gør ikke.

 

 

 

Æbletærte med låg – efter en klassisk dansk kogebog, som står i min mors køkken:

100 g Kærgården el. Naturli smørbar

100 g sukker (rørsukker er fint)

100 g mel

Cirka 5 store æbler eller 10-12 små

kanel el. vaniljesukker

ekstra sukker til at drysse med

Tilbehør: creme fraiche / flødeskum / vaniljeis / soyayoghurt rørt op med vaniljesukker og citronsaft

 

Dette passer til en stor tærteform på omkring 30 cm i diameter.  Æblekagen tager kun 15-20 minutter at forberede og 25 minutter i ovnen. Bedst kort tid efter, den er bagt – står kagen natten over, bliver det sprøde låg blødt.

Bland smørbart produkt med sukker og mel med fingrene indtil de tre ingredienser er godt blandet og man har en smuldrende dej, som kan samles til en klump. Kom den i køleskabet for at hvile, mens æblerne gøres i stand.

Fyld bunden af en tærteform med æbler i skiver/stykker. Her om vinteren kan det være rart at skrælle dem, ellers skal de vaskes grundigt. Drys godt med kanel eller vaniljesukker henover æblerne sammen med almindeligt sukker (mere her om vinteren, hvor vi bruger syrlige æbler, mindre om sommeren). Bred dejen ud over æblestykkerne – brug fingrene, det gør ikke noget, om det bliver helt jævnt, og det behøver ikke lukke helt.

Bages ved 200 C i cirka 25 minutter. Tjek efter 20 minutter, at låget ikke brænder på. Nyd lun og friskbagt, gerne med creme fraiche, vaniljeis eller lignende.

NB: Man kan efter min overbevisning godt bruge æbler med skurv eller friske stødpletter, men husk at kassere æbler, der er begyndt at rådne eller som har brune pletter indeni, da dette gør, at æblet producerer et skadeligt stof i hele æblet, ikke bare det brune område – det har jeg læst i en ciderbog engang.

 

 

Hybensuppe

Hybensuppe

Der findes mange måder at tilberede hybensuppe på. Jeg gør sådan her:

Tag stilken af og skær hvert hyben i to (flæk). Stil en skål med vand i vasken og pil nu med en lille teske de små hår og kerner ud; få dem af skeen ved at dyppe den i skålen med vand. Det kan synes at der ikke er meget mere end skallen tilbage, hvis det er de små hyben af hunderose du har fat i, men det smager godt alligevel. Prøv alligevel at lade noget af frugtkødet komme med, men brug ikke unødvendig lang tid på det. Hvis det er de større hyben af rynket rose fx, så er det lidt nemmere.

Kog nu de rensede hyben i nok vand til at lige dække, i ca 20 minutter. Mos derefter det hele to gange igennem en si. Mosen kommes igen op i gryden, spæd evt med vand til passende suppekonsistens, og smag så til med lidt sukker. Serveres med flødeskum, kammerjunkere og et drys kanel.

Tak for åben have – og Goetheanums urtethe

 

13934622_1770420349836852_779679493108824541_n

Vi havde åben have i søndags og glemte at skrive her på hjemmesiden om det! Men på facebook og i lokalavisen var det annonceret, og det var en herlig dag. Vi siger hjerteligt tak for besøget.

Efter at have plukket så mange vindruer, ribs og solbær, at vi var ved at segne, plukkede vi urter og blomster til the: rosenkronblade, morgenfruekronblade, skovjordbærblade, hindbærblade, mynthe …..

IMAG9884

I Dornach nær Basel smagte jeg i sommer en fantastisk the. Den var lavet med urter og blomster fra Goetheanums have og indholdet følger nedenfor. Næsten alle ingredienserne findes i Permahaven, og vi er nu ved at tørre nogle af dem til en sensommer-forsmag på theen. Den rigtige the skal laves i slut-juni eller start-juli, hvor der er skovjordbær, og hvor mynthe og timian endnu ikke blomstrer.

Goetheanum er verdenscenter for antroposofien, Rudolf Steiners lære om alskens aspekter af livet, fra kunst til jordbrug. Biodynamisk landbrug følger hans lære, så Goetheanums have er biodynamisk, og køerne, der græsser dér, får lov at beholde deres horn. Det er dog ikke for det biodynamiske som sådan, men for den skønne smag og det skønne udtryk, at jeg blev inspireret til at lave denne the.

Urtethe fra Goetheanums have

Urtethe fra Goetheanums have (i et glas i Dornach – det er altså ikke den the, vi selv har lavet endnu)

Goetheanums urtethe:

tørrede skovjordbær
skovjordbærblade
hindbærblade
kamille
lavendel
salvie
timian
morgenfruekronblade
rosenkronblade
citronmelisse
pebermynte
blomst af malva (mamelukærme?)
røllike (blomst og blade)
blade af løvefod
blomster af perikon
kornblomst-kronblade
purpursolhat (echinacea)
blomst af hestemynte

I Permahaven mangler vi kun purpursolhat, kamille og kornblomst for at kunne opfylde hele ingredienslisten.

IMAG9141IMAG9147

 

Rabarberkage + rabarberjuice

MyriamPic-FelipeWRhubarbUltimoMaj2016

En god ven kapper blade af rabarberhøsten

Min søster og jeg har to søndage taget rabarberkage med i haven, som er blevet spist med stor appetit. Begge gange i solskin med mange besøgende – dejligt med gæster.

Sarah fandt opskriften på en amerikansk blog her. Den er vegansk, nem og mættende. Bunden gør, at den kan holde sammen, så den kan spises uden tallerken. Det er nemmest at skære den ud, mens den stadig er varm.

Til en bradepandefuld rabarberkage (næsten):

Bund:
3 dl havregryn
2 dl hvedemel
3 dl rørsukkerB
3 dl rapsolie (havde nok været bedre med vegansk margarine som i originalopskriften. Man kan i alt fald godt smage rapsolien)

Blandes til en smuldrende, krymlet/rapsagtig masse. Ca. 2 dl tages fra. Resten bredes ud på bagepapir på bagepladen og bages ca. 25 min v. 180 grader.

Fyld:
ca. 1 dl rørsukker
4 spsk hvedemel
1 tsk tørret ingefær

8 dl rabarber i ca. 1 cm stykker (tynde, røde stængler ser flottest ud)

Fyldet bredes ud over bunden og presses lidt ned. Resten af raps-smulderet fordeles ud over. Bages ca. 25-30 min ved 180 grader.

MyriamPic-hyggeUltimoMaj2016

Kage og juice står gemt på bagerste bord

Rabarberjuice med vanilje:
Nemt og lækkert! Opskriften giver både juice og rabarbermos. Inspireret af Cathrine Brandt her. Se også Cristinas opskrift på vores egen side fra 2012. Kan laves af så mange rabarber, som der kan være i gryden, med lidt ekstra plads til at koge. Jeg brugte én vaniljestang til ét stort bundt rabarber og det gav ca. 1,5 l juice. Man skal bruge 2 gryder, en si, en tragt og flasker til juicen. Skold si, tragt og flasker inden brug.

Ingredienser:
Rabarber
Vand
Sukker
Vaniljestang

Skær rabarber i ca. 3 cm stykker. Kom i gryden og dæk med kogende vand. Kog til rabarberen er mør (kommer an på rabarberens diameter, med mine rabarber er 10-15 minutter spilkogende nok, men Cathrine Brandt skriver 30 min). Smag til med sukker (opløses nemmest, mens det er varmt). Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom både stang og korn i rabarberen. Si juicen fra og hæld på flasker. Skal måske fortyndes lidt, når den skal drikkes.

Lille håndfuld rabarber

Lille håndfuld rabarber

Rabarbermosen kan spises  som rabarberkompot til dessert eller f.eks. sammen med müsli og (soja)mælk til morgenmad. Lad bare vaniljestangen ligge enten i juicen eller mosen og give mere vaniljesmag.

Vi drikker normalt juicen så hurtigt, at det ikke er et problem med holdbarheden i køleskab. Vil du gerne gemme juicen mere end en uges tid, skal den nok fryses eller flaskerne skal behandles med atamon.

Kålsalat à la Alex

Hvis du har en god skarp kniv, så er denne salat hurtig og nem at lave.
Del en spidskål på langs og skyl den godt. Snit den så, så fint du kan.

Dressingen kan være så simpel som olie, eddike, salt og et par dråber vand.
Jeg bruger mest æblecidereddike, som jeg synes passer perfekt til kålen.
Nogle gange kommer jeg lidt spidskommen i; andre gange timian.
Salaten kan holde i flere dage.

IMG_8682 IMG_8683