All posts by rebecca

Trist meddelelse

Kære permavenner og -kollegaer

Det er med en god portion sorg, at vi må meddele, at Permahaven Gulereer – også kendt som Danmarks ældste permakulturhave – har fået endeligt afslag fra udlejer på vores anmodninger og forsøg på at nå en overenskomst, der skulle sikre havens fortsatte eksistens på sin placering i Reerslev ved Hedehusene, ca 25 km vest for København.

Da Tony Andersen og Inga Axelsen, pionærer indenfor permakultur i Danmark, for mere end 30 år siden designede og grundlagde dette visionære by-land projekt, var det på forsøgsbasis i landområde på grænsen til landsbyen Reerslev. Den daværende ejer af jorden, en lokal bonde med interesse for bæredygtigt landbrug, indvilligede i at udleje 1,5 hektar med en 30-årig kontrakt til formålet. Gården og jordstykket, hvor Permahaven har til huse, blev efter en årrække solgt som følge af private omstændigheder. Det nye ejerpar havde aldrig den samme interesse for permakultur eller for Tonys og Ingas vision; de mangeårige forsøg på at nå en ny overenskomst med dem om leje eller køb af jordstykket er i februar i år endeligt strandet, da vi til et møde blev meddelt, at de havde andre idéer for jorden, og at vores sidste dag på stedet er d. 31/12 i år.

Med medlemmer i København og Roskilde har haven i 30 år indgået i en gruppe bymenneskers permaregnskab – vand er blevet opsamlet og ledt rent videre til grundvand, træer har renset luften, muldlaget er blevet opbygget, biodiversiteten er blevet fremmet og medlemmer og venner af haven har spist af dette skattekammer og nydt den friske luft, arbejdet og fællesskabet. Venskaber er opstået, kærester har fundet hinanden, børn er blevet født, medlemmer er kommet og gået, og kommet igen; 30 år er lang tid, men ikke nær lang tid nok i et permaperspektiv.

Efter vi er kommet os lidt ovenpå den barske nyhed har vi besluttet os for at Permahaven Gulereer selvfølgelig skal genopstå et nyt sted. Vi vil gerne dele denne historie med jer, vores permafæller for vi er sikre på at der er noget lærdom i den. Vi hører også meget gerne fra jer: Historier, idéer, kommentarer, viden eller andet I gerne vil dele med os, er velkomment. Måske har I en idé til hvor Permahaven Gulereers nye hjem kan findes.

Vi kommer snart til at skrive ud til jer igen; vi er ved at planlægge et event i haven, som højst sandsynligt kommer til at ligge sidst i august, eller i september.

Med permahilsner fra Permahaven Gulereers bestyrelse,
Rebecca, Cristina, Cathrine, Bill, Charlotte

Kurve med vinteræbler

Den nemmeste æbletærte

Kurve med vinteræbler

Æbler samlet i december – Belle de Boskoop nedfaldsæbler og en ukendt slags plukket fra  et lille træ ved vores sø. Nogle af dem blev til æbletærte ved et lille havemøde for nylig.

 

 

Æbler med sne

Æbler på det lille æbletræ nær vores sø i december 2017. Kender du sorten? Vi gør ikke.

 

 

 

Æbletærte med låg – efter en klassisk dansk kogebog, som står i min mors køkken:

100 g Kærgården el. Naturli smørbar

100 g sukker (rørsukker er fint)

100 g mel

Cirka 5 store æbler eller 10-12 små

kanel el. vaniljesukker

ekstra sukker til at drysse med

Tilbehør: creme fraiche / flødeskum / vaniljeis / soyayoghurt rørt op med vaniljesukker og citronsaft

 

Dette passer til en stor tærteform på omkring 30 cm i diameter.  Æblekagen tager kun 15-20 minutter at forberede og 25 minutter i ovnen. Bedst kort tid efter, den er bagt – står kagen natten over, bliver det sprøde låg blødt.

Bland smørbart produkt med sukker og mel med fingrene indtil de tre ingredienser er godt blandet og man har en smuldrende dej, som kan samles til en klump. Kom den i køleskabet for at hvile, mens æblerne gøres i stand.

Fyld bunden af en tærteform med æbler i skiver/stykker. Her om vinteren kan det være rart at skrælle dem, ellers skal de vaskes grundigt. Drys godt med kanel eller vaniljesukker henover æblerne sammen med almindeligt sukker (mere her om vinteren, hvor vi bruger syrlige æbler, mindre om sommeren). Bred dejen ud over æblestykkerne – brug fingrene, det gør ikke noget, om det bliver helt jævnt, og det behøver ikke lukke helt.

Bages ved 200 C i cirka 25 minutter. Tjek efter 20 minutter, at låget ikke brænder på. Nyd lun og friskbagt, gerne med creme fraiche, vaniljeis eller lignende.

NB: Man kan efter min overbevisning godt bruge æbler med skurv eller friske stødpletter, men husk at kassere æbler, der er begyndt at rådne eller som har brune pletter indeni, da dette gør, at æblet producerer et skadeligt stof i hele æblet, ikke bare det brune område – det har jeg læst i en ciderbog engang.

 

 

MacIntosh-æbler i kurve

Kom til æblemostdag søndag d. 1. oktober!

Vi moster æbler søndag d. 1. oktober kl 11-15 eller så længe vi har flasker og energi til det – kom og vær med! Medbring rene flasker samt gerne rent vand og urteknive til at klargøre æblerne. Hvis I har egne æbler kan I også tage dem med – ellers moster vi løs af de mange æbler i haven. Pressen udlånes af de søde folk i Miljø- og Energicentret i Høje Taastrup. Børn er velkomne. Vi glæder os til at se jer!

Tak for åben have – og Goetheanums urtethe

 

13934622_1770420349836852_779679493108824541_n

Vi havde åben have i søndags og glemte at skrive her på hjemmesiden om det! Men på facebook og i lokalavisen var det annonceret, og det var en herlig dag. Vi siger hjerteligt tak for besøget.

Efter at have plukket så mange vindruer, ribs og solbær, at vi var ved at segne, plukkede vi urter og blomster til the: rosenkronblade, morgenfruekronblade, skovjordbærblade, hindbærblade, mynthe …..

IMAG9884

I Dornach nær Basel smagte jeg i sommer en fantastisk the. Den var lavet med urter og blomster fra Goetheanums have og indholdet følger nedenfor. Næsten alle ingredienserne findes i Permahaven, og vi er nu ved at tørre nogle af dem til en sensommer-forsmag på theen. Den rigtige the skal laves i slut-juni eller start-juli, hvor der er skovjordbær, og hvor mynthe og timian endnu ikke blomstrer.

Goetheanum er verdenscenter for antroposofien, Rudolf Steiners lære om alskens aspekter af livet, fra kunst til jordbrug. Biodynamisk landbrug følger hans lære, så Goetheanums have er biodynamisk, og køerne, der græsser dér, får lov at beholde deres horn. Det er dog ikke for det biodynamiske som sådan, men for den skønne smag og det skønne udtryk, at jeg blev inspireret til at lave denne the.

Urtethe fra Goetheanums have

Urtethe fra Goetheanums have (i et glas i Dornach – det er altså ikke den the, vi selv har lavet endnu)

Goetheanums urtethe:

tørrede skovjordbær
skovjordbærblade
hindbærblade
kamille
lavendel
salvie
timian
morgenfruekronblade
rosenkronblade
citronmelisse
pebermynte
blomst af malva (mamelukærme?)
røllike (blomst og blade)
blade af løvefod
blomster af perikon
kornblomst-kronblade
purpursolhat (echinacea)
blomst af hestemynte

I Permahaven mangler vi kun purpursolhat, kamille og kornblomst for at kunne opfylde hele ingredienslisten.

IMAG9141IMAG9147